Søndag d. 19. april 2020, Kl. 16:00 til kl. 17:00

Forårskoncert med Øberg/La Cour/ Balslev Trio

Trioen der denne eftermiddag spiller koncert i Ørsted kirke består af saxofonisten Morten Øberg, trompetisten Mads la Cour samt Povl Chr. Balslev på klaver/orgel. De tre musikere fandt sammen i Carl Nielsen jubilæumsåret 2015, hvor sidstnævnte havde samlet en håndfuld fynske musikere til at indspille nye fortolkninger af Carl Nielsens sange – projektet endte med cd´en ”Derfor kan vort øje glædes”.

Morten Øberg er kendt fra flere musikalske konstellationer bl.a ”Blues Brothers souvenir band” samt som teatermusiker – Øberg blev i 1991 ”Årets jazznavn”.
Mads la Cour flyttede for et par år siden tilbage til Fyn,men er stadig en del af DR´s big-band – herudover er han en meget aktiv musiker i forskellige konstellationer ikke mindst i kvartetten ”Almugi” - la Cour blev årets P2 jazzmusiker i 2007.
Povl Chr. Balslev er udover sit hverv som organist ved Vor Frue kirke i Svendborg en aktiv musiker i mange forskellige musikalske sammenhænge og inden for mange genrer. Balslev var i 2016 en del af holdet, der vandt den fynske kulturpris for musikteaterforestillingen ”CARL” – en forestilling om komponisten Carl Nielsen.

Trioen vil denne eftermiddag fortolke flere af forårets smukke salmer og sange ligesom der vil være en afdeling med fokus på netop Carl Nielsens univers.

Sted
Ørsted Kirke, Kirkestræde 3, 4622 Havdrup, Danmark