Ørsted sogn ligger i Roskilde kommune. Ørsted er det ene af de tre sogne, der  udgør Syv-Ørsted-Dåstrup Pastorat i Roskilde Stift. I alt bor der ca. 375 mennesker i sognet, der siden ca.1555 og frem til pastoratsændirngen i 2011 var hovedsognet i Ørsted-Dåstrup Pastorat.
(Præstegården er i dag solgt - og en ny er under opførelse i Dåstrup).

Kirken er centralt beliggende på sydsiden af landsbyen Ørsted, hvor tre veje mødes. En byplan, der går tilbage til middelalderen. Kirken har med sin nuværende indretning siddeplads til ca. 100 mennesker. Frobeniusorglet er fra 1969 og har 7 stemmer. Ørsted kirke er fra det 12. århundrede, bygget af kridtkvadre hugget med økse. Skibet og koret er hvidkalket og stammer fra den romanske periode i 1100-1200 tallet. Flere steder i ydermurene ses endnu sporene efter de små rundbuede vinduer, der er typiske for perioden. I senromansk tid o. 1250 er våbenhuset i nord føjet til og placeret foran kvindedøren, mens mandsdøren mod syd tidligt er blevet tilmuret. Ofte var det omvendt, da man i o. 1300 tilmurede kvindedørene, hvilket gør Ørsted kirke noget usædvanlig. Våbenhuset er opført i groft tilhugne kridtkvadre.

Ørsted kirkes tårn stammer fra gotisk tid o.1400 tallet og fremtræder markant i munkesten og –skifte med vekslende og uregelmæssige lag af kridtsten, formentlig fra den oprindelige gavl før tårnet. Tårnet står i forbindelse med skibet ved en spidsbuet arkade. I vest og syd har der været et fladbuet, falset vindue. Det vestre er nu tilmuret og det andet omdannet.

Inde i kirken er der i skibet to krydshvælv fra o. 1500. I senmiddelalderen – og siden ændret – er tilføjet tre indvendige falsede sydvinduer. To i skibet og et i koret. Kirken er hvidkalket, når man ser bort fra kalkmalerierne i buen over indgangen til koret. Der er senromanske kalkmalerier fra o. 1225-50 på korets overvægge og på triumfvæggen over hvælvet samt langs korbuen og på dens underside. Disse er blevet restaureret i 1897 og igen i 1943.Triumfvæggen ved korbuen dannede i de romanske kirker adskillelse – men også forbindelse - mellem skibet, menighedens rum og koret med det centrale alter.

På kalkmalerierne ses i korbuens underside to helgen-bisper, begge med det karakteristiske værdighedstegn, som paven sendte ærkebisperne: krumstaven, hovedbeklædningen mitra, bog og om halsen det hvide bind med små kors, palium.
Imellem dem, i toppen af buen, Gudslammet med korsfane, der er et billede på Jesu offerdød, men også på sejren over døden.
Langs kanten af buen, mod skibet, en plantebor.

I triumfvæggen mod skibet har været to fordybninger eller nicher beregnet til åkaldte sidealtre, én ved hver af langvæggene. De er nu tilmurede. Det samme gælder en niche i korets østvæg (bag alteret), der har haft en vis lighed med en apsis (korrunding). Denne tidligere kirke har haft murede bænke langs væggene, som det kendes fra kirkeudgravninger.

Døbefonten er en enkel romansk granitfont hugget i én sten. Den har formodentlig haft sin oprindelige plads på en forhøjning nær midten af skibet. Dåbsfadet er fra 1630 og af tin. I bunden er indgraveret en fremstilling af Jesu dåb og på randen seks store firdelte blomster med blade samt to indskrifter: ”H. Frandts Hansøn Sogneprest 1630” og præstens bomærke, og ”Kirckeverger Olud Madtsøn och Jens Hansør udi Ørstadt”.
Et lille, glat messingfad fra 1892 og en dåbskande af tin stemplet H.C. Høy, København, hører ligeledes med til inventaret.

Alteret er i sin nuværende udformning fra 1936. Altertavlen blev ændret dette år efter forlæg af Kimmerslevtavlen. Der indgår dog stadig dele af en renæssancetavle fra 1582, nemlig de to kraftige halvsøjler.
Alteret blev før det restaureret af godsejer Herbert på Risbyholm, kirkens ejer, i 1859. Fra den forrige tavle, der stammede fra dette år bevaredes billedet, der forestiller Kristus i Getsemane have, et maleri fra 1859 af A. Dorph. Under billedet står: Fader, vilde du tage denne Kalk fra mig!Dog ske ikke min Villie, men din. Luc. Cap. 22,49.
Alterbordet er ommuret og blev i 1936 dækket af et panel med arkader og pilastre, som efterligner Casper Lubbekes arbejder. Øverst på alteret ses årstallene 1582 og 1859. I 1647 stjal en tyv kalk og disk – den lille tallerken til oblaterne – samt messehagel og alterkalke. Han blev fanget og ført fra Køge til Roskilde, hvor skarpretteren fik 8 daler for at henrette ham. 1648 købtes ny kalk og disk. Den blev røvet af svenskerne i 1658 og man klarede sig i en årrække med sæt af tin, indtil man igen i 1666 anskaffede et sølvsæt.

Det fortælles, at det ældre, billedskårede alter fra 1582 havde sølvplader, men at tyven Ole Bas lod sig hejse ned fra et hul i hvælvingen over koret og stjal sølvpladerne, og slog blikplader på i stedet. Det blev først opdaget, da han bekendte det.

Den kalk som er i anvendelse i dag er fra 1731, oblatæsken fra 1713 og vinkanden er skænket i 1860. De to messingstager er af nyere dato og alterbordskrucifikset, hvor den korsfæstede Jesus er flankeret af Maria og Johannes og den knælende Maria Magdalene, er et udenlandsk arbejde i træ, formentlig fra 1700 tallet.
Et korbuekrucifiks fra den allersidste fase af katolsk tid (ca. 1525) er nu ophængt på skibets nordvæg. Jesusfiguren måler ca. 125 cm og hænger i stive skrå arme. Hovedet hælder forover og bærer en tornekrone om håret. Øjnene er lukkede, munden halvåben. Om lænden er lagt et klæde. Fødderne er overlagte og armene ender i felter med reliefskårne evangelistsymboler. Krucifikset har siddet på sin oprindelige plads på en krucifiksbjælke i korbuen så sent som i 1758 og med indskriften på latin ”Se til, du som går forbi, thi du er årsagen til min smerte”. Det kan være en rest af denne bjælkes udsmykning – en ranke med dyrehoved – som i dag er ophængt på skibets nordvæg.

I dag er kirkens indre især præget af det inventar, der er anskaffet efter reformationen, og som afspejler den nye tids fordringer til kirkens indretning. Et vigtigt element var prædikestolen. Ørsted kirkes prædikestol er fra 1616 og udført af Brix Michgells snedker- og billedskærerværksted i Roskilde. Reliefferne i de fire billedfelter viser (fra venstre): Jesu gravlæggelse, opstandelsen, himmelfarten og dommedag. I den sidste scene er djævelen, som med sin fork støder de døde ned i helvedet, blevet udstyret med et par kraftige kvindebryster. Det gælder også den djævel, der ses i helvedesgabet. Kvindefigurerne – de såkaldte hermer - som danner ramme om felterne, repræsenterer dyderne: Tro, kærlighed, retfærdighed og klogskab. Der er en glat sekssidet underbaldakin, som ender i en drejet knop. Den oprindelige renæssancebemaling er i tidens løb kun sparsomt – og i øvrigt nænsomt - restaureret og de oprindelige farver frisket op i 1936. På lydhimlen står salme 95,1 ”Kommer synger for Herren, fryder eder for eders Saligheds Klippe”. Foroven på prædikestolen Lukas 11,28: ”Salige ere de, som høre Guds ord, og bevare det”. Forneden: ”Vor Guds Ord bliver bestandig fuin dedgit (Guds ord forbliver til evig tid)” fra Esajas 40,8

Kirkens bænke (stolestader) er i barok og stammer fra midten af 1600 tallet og menes udført af Caspar Lubbekes værksted, der også hørte hjemme i Roskilde.

Det samme er formodentlig tilfældet med præstestol og degnestol, der flankerer alteret. Degnestolen kan dog være yngre. Begge er restaureret i 1936.

På panelet ved alteret og i den øverste mandsstol lige under prædikestolen har degne skåret deres navne. Ældst er Gehardus Schumarchus, Anno 1659 og Joan Høst, 1635.

På ydersiden af våbenhuset mod vest er indmuret en tavle med indskriften ”Forhenværende Besidder af Benzonseje (det nuværende Risbyholm) Major Varl Christian Schumachers Familiebegravelse”.

Det stammer fra familiens kapel i kirken og er fra 1754 og blev siden flyttet til dette sted. På nordvæggen inde i tårnhuset hænger et epitafium, der fortæller mere om majorens familie.

Kirken har to klokker, der ringer til gudstjeneste og solen op og ned. Den mindste stammer fra 1712 og er signeret Frederich Holzmann. Inskriptionen lyder: ”Gloria in excelsis Deo” (ære være Gud i det højeste). Den store klokke er bekostet af direktør Hostrup Schultz og støbt af J. C. & H. Gamst i København i 1834.

Kirkegården er blevet udvidet mod nord i 1909 og 1918. Kirkegården er smukt beplantet, og de forskellige former for gravsteder til både kiste og urne, som kendes i dag. Der findes en række fredede gravminder på kirkegården. 5 af sognets præster ligger begravet i og udenfor kirken. Den gamle kirkeport blev o. 1920 til gavl i ligkapel og en ny port blev opført ved udgangen til Ørstedvej.

Vil man vide mere om kirken kan man finde mere information på danmarkskirker.dk